Vadstrupgårdsagen Gladsaxe bladets skamplet
Vadstrupgårdsagen: Skandalen, der aldrig blev forældet
Var Cavlingprisen givet på et forkert grundlag?
Hvad er egentlig idéen med Cavlingprisen, hvis den alene bygger på udokumenterede påstande og mangel på beviser? Selvom Vadstrupgård-sagen i Gladsaxe er mange år gammel, er den hverken glemt eller forældet. Sagen står som et monument over, hvad der sker, når jagten på ære, penge og en ualmindelig grim statuette vægtes højere end menneskeliv og sandhed. Som en del af læserpanelets frivillige har jeg set sagen fra en vinkel, som hverken pressen eller retssystemet ønskede at anerkende. For dem, der ønsker at efterprøve historien, ligger de omtalte artikler fortsat som dokumentation i arkivet på Gladsaxe Kommunes hovedbibliotek.
Da systemet gik i selvsving
Jeg har set indefra, hvordan jagten på en statuette blev vigtigere end jagten på sandheden. Som tidligere ansat på institutionen ved jeg, at de forhold, der blev beskrevet i de prisvindende artikler, ikke hang sammen med virkeligheden. En pædagog ville under de givne forhold aldrig have haft mulighed for at forgribe sig på så mange børn; det ville kræve, at vedkommende var uden opsyn det meste af tiden, hvilket beviseligt ikke var tilfældet. Alligevel valgte Cavling-komitéen at hædre arbejdet, selvom det senere blev påvist, at dokumentationen var fuld af faktuelle fejl – hvilket medførte både påtaler til journalisten og bøder til bladet.
En stribe af krænkelser og ”nytænkning”
Det stoppede desværre ikke ved Vadstrupgård. Samme journalist stod bag artikler, hvor både lederen af et bosted, kommunens daværende overgartner samt to ansatte blev hængt ud på baggrund af et anonymt brev og bysladder. Jeg formoder, at det var i kølvandet på de udokumenterede anklager mod overgartneren, at journalisten blev smidt på porten af sin daværende chef. Mig bekendt skiller man sig ikke af med en ”fantastisk” journalist, der netop har modtaget så fornem en pris, medmindre virkeligheden slet ikke stemte overens med den tildelte hæder.
Inkompetence og manglende fagkundskab
Under dække af ikke at ville ”krænke børnene” tog man dem i forsvar uden at inddrage neutral fagkundskab. I stedet lænede man sig op ad datidens foretrukne ”eksperter”, herunder psykologer som Karen-Margrethe Schytz, hvis metoder sidenhen er blevet totalt underkendt. Man benyttede teknikker, hvor man gennem ledende spørgsmål og brug af anatomiske dukker fik børnene til at ”levere” de svar, man ledte efter. Man lod også politifolk stå for afhøringer, selvom de langt fra besidder den faglige ekspertise. Et 14-dages kursus er ikke nok. Når både politiets afhøringsteknikker og psykologernes vurderinger i dag betragtes som videnskabeligt usikre, står vi tilbage med en dom, der hviler på et fundament af usandheder.
Medicinsk afmagt og familiære tragedier
At en mor og hendes søn ender med at være på varig antidepressiv medicin og er blevet syge på baggrund af politiets formodning, er en skændsel. At stille op med krisepsykologer er som at tisse i bukserne for kortvarig varme. Terapi (f.eks. EMDR) har væsentlig større effekt end medicin – det ved man nu. At systemet i stedet vælger kassetænkning, hvor antidepressiv medicin betales af de involverede selv, mens systemet vasker hænder, vidner om et system i stå.
Spørgsmålet om Strasbourg og eftermælet
Retssikkerheden kom på prøve ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, men sagen blev afvist på teknikaliteter. Blev sagen med vilje ført ind i en blindgyde, så den aldrig kunne blive vurderet af uvildige dommere i udlandet? Ved at fortælle historien ensidigt som en kamp for ”barnets tarv”, byggede man et moralsk skjold, som internationale domstole sjældent tør gå imod. Var man bange for, at beviserne ville falde fra hinanden?
Vi har brug for et opgør med denne kultur af inkompetence og mørklægning. Niels Blædel rejste kritik i bogen Justitsmord, men sagen er aldrig blevet kulegravet. Man kan ikke bygge retfærdighed på en løgn – og man kan ikke tie sandheden ihjel til evig tid. Vadstrupgård-sagen gav os blot massehysteri, Mee Too og heksejagt, mens systemet og politikerne har brugt emnet til valgkampagner uden at skabe reelle ændringer. Det er en temmelig kedelig udvikling, vi er oppe imod i dag.
Hvorfor er denne " prismodtagere i øvrigt ikke at finde I offentligheden den dag i dag ? Var hans sidste bog og artikel serier bare et forsøgt på at være med mens "legen var god" Eller gik det med tiden op for ham, at han havde været illoyal hele vejen igennem.?
Det får vi hellere ikke svar på. Men at Cavling prisen gives til journalister og af journalister , der levere gode historier er da tankevækkende..Om de historier så står mål med sandheden vægter man tilsydendeladende ikke når prisen skal gives. Dette må vi da erfarer er sket her .