⭐ 1 stjerne trist udvikling efter nyt ejerskab.
⭐ 1 stjerne – en meget trist udvikling
Jeg har været kunde i renseriet i Hørsholm i mange år – oprindeligt dengang Jørgen og Karin var de dejlige ejere. Dengang var det altid en fornøjelse at komme i butikken. Der var en positiv stemning, venlighed, god service, muntre bemærkninger og smil. Man følte sig velkommen og som en værdsat kunde.
Så overtog Jan og Mette Mikkelsen ☹
Siden da har min oplevelse desværre været en helt anden. Stemningen er blevet tung og kedelig, og jeg har flere gange oplevet en tone og nogle bemærkninger, som jeg finder ubehagelige og passende.
Jeg har siden Mikkelsen overtog forretningen haft en stribe reklamationer over helt basal rens, pres, vask og strygning. Jeg har hver gang forsøgt at være overbærende og har sagt, at vi må videre. På et tidspunkt stopper tålmodigheden.
Det seneste var en reklamation, hvor jeg i en usædvanligt uvenlig og belærende tone blev forklaret, hvordan arbejdet skulle udføres. Men rens og pres må vel stadig betyde rens og pres – og vask og strygning må vel betyde, at tøjet bliver vasket og strøget ordentligt.
Yderligere så sætter de hæfteklammer i de indleverede genstande, noget tidligere ejere ikke havde behov for, de kunne godt adskille varerne.
Priserne har også fået et gevaldigt ”løft.”
Det er ikke rimeligt at få tøjet tilbage med dele, der ikke er presset, sømme, der er presset skævt, eller pletter, som ikke er fjernet. Og når et andet renseri uden problemer kan fjerne de samme pletter, bliver det endnu sværere at forstå.
Det, der for mig er næsten lige så skuffende som kvaliteten, er måden reklamationer bliver håndteret på. En reklamation burde efter min mening kunne mødes med et venligt: “Det beklager vi – det kan vi gøre bedre.” I stedet oplever jeg, at Jan har en konfrontatorisk og ubehagelig tilgang, hvor kunden nærmest skal belæres om, hvorfor resultatet er, som det er.
Jeg blev utilpas, da Jan Mikkelsen for nylig stolt fortalte mig, at en medarbejder, som jeg gennem mange år har oplevet som utrolig venlig og serviceminded, var blevet fyret. Han fortalte samtidig detaljer om hendes ansættelse og begrundelserne for fyringen, som jeg som kunde på ingen måde
havde behov for at høre. ”Hendes venlighed kostede butikken penge!”
Personaleforhold bør efter min mening blive mellem arbejdsgiver og medarbejder – ikke være samtalestof med kunder.
Det er ekstra trist, fordi netop denne medarbejder altid mødte kunderne med smil og venlighed. Hun var så vellidt, at kunder blandt andet kom med små julegaver som chokolade til hende. Det siger noget om den kundekontakt, hun havde skabt.
Jeg undrer mig over, at et sted med denne tilgang til kunder og kvalitet kan være kongelig hofleverandør.
Det burde efter min opfattelse stille meget høje krav – ikke kun til selve håndværket, men også til kundebehandlingen.
Desværre findes der ikke umiddelbart et godt alternativ i Hørsholm. Det betyder dog ikke, at man nødvendigvis skal acceptere dårligt udført arbejde eller en ubehagelig behandling. Jeg vil fremover køre udenbys.
Jeg ved efterhånden ikke, hvad der er værst: sjusket arbejde eller den sure og ubehagelige kundebehandling.
For mig er forskellen mellem det gamle renseri og det nuværende enorm – og desværre i den forkerte retning.








